Banegårdspladsen 20, 3. mf., 8000 Aarhus C
Beboerrepræsentation Lejernes Retshjælp Beboerrepræsentation Lejernes Retshjælp

Undgå svindel på boligmarkedet

Som boligsøgende kan det være svært at finde et værelse eller en lejlighed i de større danske byer blandt andet på grund af de meget høje priser og de mange andre boligsøgende. Studiebyerne København, Odense, Aalborg og Aarhus er meget populære studiebyer, og det mærker markedet for lejeboliger som er meget presset. 

Svindel på boligmarkedet

Det har desværre medført en kedelig tendens, hvor svindlere nemt kan svindle på boligmarkedet. Senest har vi oplevet en stigning i svindelsager, hvor boliger udlejes gennem tjenesten Airbnb.

Vi oplever, at svindlere særligt går efter nye studerende, som oftest har meget travlt med at finde en ny bolig i deres kommende studieby inden studiestart – samtidig med alle de andre nye studerende. Svindlerne har derfor nemt ved at snyde uvidende studerende og udlejer boliger, der ganske enkelt ikke findes eller som de kræver at du betaler for at få adgang til.

Lejernes Retshjælp anbefaler, at du er meget opmærksom, når du leder efter en lejebolig. Derfor har vi samlet 8 gode råd, så du undgår svindel på boligmarkedet:

  • Brug din sunde fornuft, når du gennemgår de forskellige lejetilbud. Er det et realistisk tilbud, eller lyder det for godt til at være sandt?

  • Få udlejer til at give dig en grundig fremvisning af lejemålet, inden du accepterer lejeaftalen.

  • Få gennemgået din lejekontrakt af specialister i lejeret*. 
  • Betal aldrig “penge under bordet”, hverken for at få lov til at leje boligen eller for andre ydelser, der måtte dukke op. Udlejer må heller ikke opkræve penge for at sende dig en kopi af lejekontrakten.

  • Før du betaler depositum og/eller forudbetalt leje, skal du undersøge, om den person, der vil udleje boligen reelt har ret til at udleje den. Du kan slå lejemålets ejer op på www.boligejer.dk for at blive klogere.

  • Vær særlig opmærksom, hvis du skal betale depositum og/eller forudbetalt leje i kontanter eller til en udenlandsk konto.

  • Bed altid om en kvittering, når du har betalt depositum eller forudbetalt leje.

  • Har udlejer travlt med, at du skal underskrive og betale depositum - så stop op og tænk dig grundigt om.

 

Vi sidder klar til at hjælpe dig via vores kontaktformular, som du finder her. Du kan også ringe til os og få en uforpligtende snak.

 

*Hos Lejernes Retshjælp er det gratis for medlemmer at få gennemgået sin lejekontrakt. Ikke-medlemmer kan købe en gennemgang.

    Som studerende kan vi tilbyde dig et medlemskab i Lejernes Retshjælp til rabatpris. For kun 25 kr. om måneden får du gratis retshjælp og gennemgang af din lejekontrakt. Bliv medlem i dag.

     

    Har du brug for hjælp? Kontakt os